Form dit liv med selvkærlighed

Alt hvad jeg arbejder med, kommer direkte fra hjertet. Jeg elsker simpelthen det jeg laver. Mit arbejde er min passion, fordi jeg elsker at dele ud af min viden og det jeg selv bliver inspireret af  Jeg skriver om alt det der vedkommer en sund og glad krop og et stærkt sind. Sundhed er nemlig mange ting – ikke kun din mad og træning. Soul food er mindst lige så vigtigt.

Hvad er soul food?

For mig er soul food egentlig essensen af hele det, at leve et sundt liv. Det er næring til din sjæl, din krop og dit sind. Jeg synes den vigtigste ingrediens er selvkærlighed.

Hvis du er selvkærlig, så gør du primært de ting, som er gode for dig, fordi du værdsætter dig selv for meget til at proppe dig
med dårlige valg, og her mener jeg valg i alle henseender. Det billede du har af dig selv, bliver alt afgørende for hvordan du kommer til at leve dit liv. Begynd at tænk over: Hvordan du behandler dig selv? Hvilke valg træffer du for dig selv? Hvilket humør er du i?

Du bliver nemlig det du tænker. Derfor er det vigtigt, at vi er bevidste om, hvilke tanker vi gør os i løbet af en dag, og hvilke ‘peptalks’ og svinere’ vi giver os selv i løbet af en dag. Det allervigtigste er så, at du begynder at handle på disse tanker, og at du omstrukturere dem. Selvdestruktive og negative tanker kan vi selv ændre på (selvom det kan være svært). Det er en vigtig proces, som du skal tage fat i hurtigst muligt. At være selvkærlig giver dig overskud og energi, og det overskud kan bruges på at nyde alle de ting, du er tilfreds med i dit liv. Samtidig giver det dig også overskud til at ændre nogle af de områder i livet, du måske ikke er helt tilfreds med. Husk at livet skal ’smage’ dig. Du skal fylde det med de ingredienser, du allerbedst kan lide. Hvis du elsker dig selv, så ønsker du at skabe det bedste liv for dig, fordi du VED, at du fortjener det.
(Og nej, nogle pligter kan ikke undgås, men vi kan øve os i, at få det bedste ud af dem, og så fylde resten af livet med skønne ting, som glæder os).

Du fortjener det bedste i livet

Min pointe er, at du skal sørge for at give dig selv det du vil have og har brug for, både af kærlighed og anerkendelse (og dernæst indhold i livet), vent ikke på, at andre giver dig det. Styrk dit selvværd, bliv fri til at være din egen og træf dine egne beslutninger – det er vejen til lykke.

Når du er tilfreds med dig selv og dit liv, vil du helt automatisk vælge nogle sundere valg, fordi du ved, at det er de bedste valg for din krop. Her snakker jeg både sundere træningsvalg, kostvalg, sociale valg, arbejdsmæssige valg mm.

En sund kost og masser af træning er fx ikke lig med en sund livsstil, hvis du samtidig er ulykkelig, stresset, utålmodig etc. – hvis dine tanker er for negative, så sætter det straks gang i en kemisk proces i kroppen. Dine negative følelser og tanker påvirker hinanden, og nedbryder din krop med stress, og du mister energi. Hvis alle dine bekymringer og negative overbevisninger bliver dominerende, så vil du begynde at miste fokus. Du vil måske sove dårligt om natten. Du vil opleve manglende evne til at fokusere, på selv de mest simple ting, og du kommer i rigtig, rigtig dårligt humør, og værst af alt du føler dig ussel. Du får tanker om dig selv, hvor du tænker, at du ikke er noget som helst værd. Prøv lige at tænk på, at hvis du er en person med en dårlig og negativ indre dialog og selvbillede, så lever du faktisk med din værste fjende og I er altså sammen i 24 timer. Det er ikke sundt og efter min mening det mest nedbrydende for os mennesker. Bekymringer er simpelhen lykkens værste fjende. Så lov mig, at du husker dig selv på hver dag, at du er vigtig – du er den vigtigste person i dit liv, og du er unik. Så kære dig – det er vigtigt, at passer godt på dig selv. 

Sørg for at du er sund hele vejen rundt!

Fysisk sund:

  • Sunde spise – og kostvaner
  • Naturen og frisk luft
  • Motion og bevægelse

Følelsesmæssig og mental sund:

  • Står ved dig selv
  • Lære at sige fra og sige til, når du mærker hvad der er godt for dig
  • Tænk positivt og se mulighederne frem for begrænsninger
  • Vær tro mod dig selv og sig ja til dig selv
  • Vær taknemmelig
  • Mød alle mennesker med kærlighed

Social sund:

  • Nære relationer der giver mening for dig
  • Vær sammen med den eller dem der løfter dig op og giver dig glæde
  • Dyrk dine interesser
  • Find et arbejde der giver mening og hvor du bruger dine styrker og egenskaber

Husk altid, at være kærlig, nænsom og tålmodig mod dig selv.
Knus Pernille

2018-09-06T20:14:58+00:00